fredag, juli 11, 2008

Et særligt sted i helvede

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder -
som ikke vil indkøbe "historien om det danske rekylgevær"
til bibliotekets samling!!

Det kan dårligt være nogen hemmelighed at bibliotekerne er en kvindearbejdsplads, og at dette faktum i en vis udstrækning har en indflydelse på materialevalget. Jeg er mandlig bibliotekar og jeg kan godt lide heavyrock, computerspil, actionfilm, bøger om modelbåde og bådbygning og jeg synes at jeg ser nogle klare tendenser til at der er væsentligt flere bøger i de emnegrupper som traditionelt interesserer kvinder, - end i grupper som primært interesserer mænd.

Nu bevæger jeg mig bevidst ud i en sammenligning som måske vil provokere dig, og du skal være velkommen til at kommentere bramfrit! Jeg håber at skabe debat, så jo flere kommentarer jo bedre:

Hvis du er bibliotekar så ved du hvad der står på dk5 gruppe 64.6 - Jeg har så lavet en søgning i Integra på dk=64.6? og det gav 885 poster. Det har ikke været let at finde en tilsvarende gruppe som primært interesserer mænd, men lad os nu bare prøve med gruppe dk=69.2? som gav 229 poster hvilket da er udtryk for en vis skævhed (o;.

På den ene side er den mængde af bøger som vi i materialevalget kan vælge mellem et udtryk for hvad der er på bogmarkedet, men på den anden side er udvalget på bogmarkedet et udtryk for hvad folk efterspørger: Det er altså muligt at en del af skævheden kan forklares med at der ikke er lige så stor efterspørgsel på "gør det selv" bøger, som der er på håndarbejdsbøger, men jeg er ret sikker på at kønsskævheden også har en vis betydning!?

Kvinders kulturvaner er anderledes og de bruger flere kulturtilbud, så hvis der er flere kvindelige lånere på biblioteket skal bibliotekets udvalg vel også afspejle det, eller hva?

Og hvad så?
- Er det som det skal være, eller burde det være anderledes?
- Hvordan sikrer man evt. et materialevalg som ikke er udtryk for et feminint verdensbillede?
- Skal vi acceptere at der er en skævhed i hvem der bruger biblioteket og tilpasse udvalget efter det, eller skal vi omvendt tilpasse udvalget så det evt. kan tiltrække flere mænd?

Any comments!?

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Køn-tænkning er en blindgyde :)

Jeg synes, at du har fat i noget rigtigt - nemlig, at dele af materialevalgs-prioriteringerne sandsynligvis kan relateres til nogle kønsmæssige forholdstal i bibliotekar-personalet. Det tror jeg er rigtigt.

Når det så er sagt, så er jeg på den anden side slet ikke i tvivl om, at det bedste vi kan gøre er at undlade enhver mulighed for at bruge statistik-forskellen mand/kvinde i forhold til vores materialevalg!

I samme øjeblik vi begynder at bruge m/k statistisk, så er vi på vej ned i dame/mande-magasinernes helt igennem håbløse diskurser - det er simpelthen så ringe ... :)

Hvis vi vil ligestilling, ligeløn og anden fremmelse af individet og det medmenneskelige, så har du delvis fat i den rigtige ende - nemlig neutralt at opstille modeller, der gør det muligt at synliggøre eventuelle forskelle og skævheder i materialevalget og -formidlingen. Bedre værktøjer der muliggør bedre overvågning, og sammenligning på tværs af emneområder og sammenlignet med udbud og efterspørgsel - der er rigtigt mange forbedringsmuligheder.

Noget tredje - det lokale materialevalg... ...
Det er forsvundet (bortset fra enkeltpersoners system-suppleringer) indenfor 4-8 år - - det er i hvert fald mit bud.

95% af materialevalget kan beskrives i regelbaseret adfærd - det kan selvlærende software sagtens overtage i løbet af ganske få år. Bibliotekarer er al for kostbar en formidlings- og vejledningsressource til at de skal sidde i hver kommune og sætte de samme krydser :)

John sagde ...

Jeg er lidt splittet mht. spørgsmålet om hvovidt materialevalget skal automatiseres eller ej.

På den ene side er jeg ikke i tvivl om at processen udemærket kan automatiseres, som du nævner det, og jeg synes også det ville være passende at materialevalget i en eller anden udstrækning var baseret på det demografiske grundlag og udlånsstatestik, men på den anden side så synes jeg også at netop materialevalgs-processen er en vigtig del af bibliotekarens arbejde, da dette er første led i den process hvor bibliotekaren får et indblik i bestanden.