Viser opslag med etiketten Google. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Google. Vis alle opslag

tirsdag, juni 10, 2008

Kan vi stole på Google

Søndag d. 8 juni 2008 havde Jyllands-Posten en helsides artikel om Google i indlægget "Indblik", med samme titel som artiklen her. For almindelige brugere af internet og Google kan artiklen sikkert opfattes som afskrækkende. Det er sundt og godt med en kritisk sans for hvad man møder på nettet, men artiklen synes mere som en skræmmekampagne, end et reel forsøg på oplysning.

Nick Davies bog "Flat Earth News" nævner blandt andet at moderne journalister er så presset tidsmæssigt, at de ofte ukritisk kopierer materiale - uden at lave deres egen supplerende research, hvilket betyder at de spreder urigtige oplysninger. Der nævnes f.eks. i artiklen at en Cookie er et stykke software der genkender hvilke sider en given bruger besøger. En Cookie er et lille tekstdokument som ikke har det fjerneste at gøre med software. Måden det er formuleret på i artiklen giver det indtryk at Cookien aktivt spionerer på brugerens adfærd, hvilket altså er forkert. Hjemmesider som lægger cookies på brugerens maskine kan kun læse og skrive i de Cookies som de selv har lavet, hvilket betyder at de kun kan "spionere" på hvad brugeren laver mens de besøger den aktuelle side. Så hvis man taler om "spionage", er det altså en yderst begrænset og passiv form for spionage.

- Google er dog i den situation at de kan "spionere" på hvad brugere søger på mens de bruger www.google.com, og de kan bruge denne information til at vise reklamer som er interessante for den "søgende" person. Og det er netop det der er kernen i deres forretning: De vil gerne vide hvad folk interesserer sig for, for at kunne vise interessante reklamer. Og det kan jeg egentligt ikke se noget odiøst i: Jeg vil da hellere have vist reklamer for robotter, computere og andet interessant legetøj, end garn og strikkeopskrifter. Og netop Google er da ikke de værste til at overhælde pladsen på mit skærmbillede med reklamer.

Endelige lever vi i et kapitalistisk samfund og vi er alle forbrugere - om vi så kan lide det eller ej. Google er en forretning, og som forretning skal de tjene penge; og netop strategien med at sætte noget gratis til rådighed for så at tjene penge på reklamer er nok den allermest udbredte strategi på nettet, så om man har noget imod den kan man lige så godt lukke sin internetforbindelse.

Og endelig skal vi vel ikke stole mere på Google end vi gør på Mærsk eller Bill Gates (Microsoft). Hvis du interesserer dig for Google og problematikken om hvorvidt vi kan stole på dem, kan du læse mine andre artikler: Interesser i strid, Google vil erobre verden, "iPod, iGoogle, iFrame, iScream", Genveje til Google.

søndag, april 06, 2008

Interesser i strid

Skal internet være kommercielt eller ej? - Det er et spørgsmål der er delte meninger om: Nogle mener at et "ikke kommercielt" internet er en utopi, mens andre mener at de kommercielle interesser er i strid med internettets oprindelige ide.

Ligesom C. P Snow i tresserne inddelte humanister og naturvidenskabs- folk i 2 forskellige kulturer, kan man også inddele de kommercielle og "ikke kommercielle" kræfter i 2 kulturer:

Information wants to be free
Den "ikke kommercielle" kultur er primært præget af Open source og cyberpunk bevægelserne; grænserne er ikke skarpt optrukne mellem kulturene og ligesom C. P Snow; vil jeg heller ikke fremhæve den ene kultur som mere rigtig end den anden - Jeg tror at de er komplementære og at de bør eksistere side om side.
Hver kultur rummer dog både lovlydige og kriminelle elementer:
Den kriminelle del af den "ikke kommercielle" kultur bliver litterært kaldet for Cyberpunk subkulturen, beskrevet af William Gibson; hvor hackere og crackere gennem deres ulovlige aktiviteter hugger informationer, musik, film og programmer og udbreder dem gratis på nettet.
Den lovlige del af den "ikke kommercielle" kultur er blandt andet præget af Open source bevægelsen, som grundlæggende er dannet omkring en juridisk aftale med nogle spilleregler om hvordan man kan arbejde videre med hvad andre har lavet, og er som sådan helt legal. Mens "free content" og "free culture" også er legale bevægelser, men hvor der dog er klare græsrods elementer.
Selv om denne kultur ikke umiddelbart er kommerciel, er der dog flere eksempler på virksomheder som har sit afsæt her, og som kører efter devisen: "Information Wants To Be Free, But The Packaging Is Going To Cost You!". Enten deler de gratis ud af deres produkter og tjener penge på support og undervisning, eller også har de både gratisversioner af programmerne og versioner som koster penge: Flere af de store Linux distributioner kører på den måde. Men der er også masser af glade programmører som stiller deres "værker" til rådighed, som freeware, shareware, adware eller postcardware.

There Is No Such Thing As A Free Lunch
Den kommercielle kultur bygger på antagelsen om at der ikke findes noget gratis - at der altid vil ligge en eller anden form for egeninteresse i et udbud af produkter eller services. Jeg tvivler ikke på at internettet er et fremragende media at tjene penge på, men dot.com internetboblen, som jo sprang i 2000, var et eksempel på at forventningerne dog kan overdrives.
Den legale del af kulturen ser vi utallige eksempler på dagligt, og der er massevis af virkelig sympatiske forretninger som næppe kunne få success uden nettet. Den kommercielle legale internetkultur er nok meget mere synlig, og måske samtidig ubevidst hos de fleste, idet den jo nærmest er indbegrebet af den liberale politik som bærer vores samfund.
Den illegale del af kulturen er vi en hel del mennesker som desværre ser mere til end vi ønsker, fordi 95% af alle emails er spam. - Jo mere synlig en given emailadresse er på nettet, jo større sandsynlighed vil der være for at dens ejer modtager spam - jeg været systemadministrator for en international organisation som var meget synlig, og når det var værst var over 99% af alle emails spam. Men der er mange former for "kommerciel" kriminalitet på nettet, og specielt de kriminelle versioner af de 2 kulturer flyder sammen: Der er både hackere og crackere der "arbejder" mere for at tjene penge, end for et ideal om fri information, men det skulle ikke undre mig om de netop gemmer sig bag de "smukke" idealer.

The way of internet bizz
Skype er en millionforretning - og netop Skype integrerer de 2 kulturer på bedste vis: Softwaren er gratis og det er gratis at ringe til andre skypebrugere, men hvis du skal ringe til fastnettet koster det penge.
Google er også en millionforretning, og netop i 23ting projektet roder vi med en del af deres gratis services. Google tjener deres penge når deres "gratisbrugere" klikker på reklamer.
Experts Exchange er endnu en millionforretning som har en del danske kopier, hvor man gratis kan få IT support men hvor det koster penge, hvis supporten skal "leveres" med det samme.
Endelig er der SourceForge (Direkte oversat:KildekodeSmedie) som gratis stiller serverplads til rådighed incl. en masse services for folk som ønsker at udvikle Open Source programmer, og på den anden side kan almindeligt dødelige, som du og jeg, gratis downloade de godt 174111 projekter. SourceForge.inc har en række hjemmesider - nogle taber de penge på, andre tjener de penge på - jvf. gyngerne og karrusellerne. Også SourceForge er en million $ forretning.

fredag, februar 15, 2008

Google vil erobre verden!

Og hvad er der så galt ved at ville erobre verden?

Det ser jo umiddelbart uskyldigt ud: Google tilbyder en gratis søgeside som er kendetegnet ved at der ingen reklamer er på den, men tag ikke fejl: Google er en milliardforretning, og de tjener primært deres penge gennem reklamesalg.

- Microsoft har erobret verden for længe siden. Det som, i sidste ende, betyder noget er vel, hvordan virksomhederne bruger deres dominans på markedet. Microsoft er f.eks. ofte blevet anklaget for at bruge sin dominans til at presse deres egne programmer og programmerings-sprog ned over hovedet på folk. Tidligere har det f.eks. været svært at afinstallere internet explorer eller mediaplayer - produkter, som der findes mange mindst lige så gode alternativer til.

Monopoltilstande som Microsofts er problematiske, når det betyder at konkurrerende firmaer ikke kan overleve: Hvis først Microsoft opnår en total dominans (se statistik her)- slipper vi aldrig af med dem igen, og når først det er sket, kan firmaet sætte priserne som de vil. Prøv f.eks. at komme i tanke om hvormange versioner af windows, som du selv har arbejde med gennem tiden: Du kommer til at punge ud for hver generation af windows, og gennemsnitligt er versionerne skiftet hvert tredie år - siden 1985, hvor den første version udkom.

Amerikanerne har følgende udtryk: "There Ain't No Such Thing As A Free Lunch", hvilket betyder at intet er gratis. - Nok kan du få en gratis kuglepen, hjemmeside, email adresse eller smagsprøver, men i sidste ende gør virksomheder den slags, for at tjene penge.

Googles overordnede og langsigtede mål, er globalt at være en del af den process der foregår, fra at en forbruger inspireres til at købe noget, og indtil hun/han har købt det. En af de måder de kan gøre deres indflydelse gældende i processen, er gennem reklame. Og en del af de gratis services som de tilbyder, går simpelt hen ud på at aflure hvad folk interesserer sig for, for dermed at udsætte dem for alle de rigtige reklamer.

Og det kan man så gøre op med sig selv, om man synes er allright, eller ikke. Der er endnu en del at sige om Googles gøren og laden, så inden længe vil jeg skrive en artikel mere i min tekniske blog: 23teknik.blogspot.com

onsdag, februar 13, 2008

WeB LOG = blog

En blog er en samentrækning af ordene web og log. Du kender sikkert ordet skibs log -en bog, hvor styrmanden med jævne mellemrum nedskriver den aktuelle position og eventuelle oplysninger om hvad der sker.

På blogger.com kan du gratis oprette en blog, og det er i virkeligheden kun fantasien der sætter grænserne for hvad du kan bruge din blog til. Inden længe vil jeg lave en artikel om hvorfor Google sætter så mange ting gratis til rådighed, for som amerikanerne siger: "there ain't no such thing as a free lunch"

Når du er gået ind på blogger.com kan du frit vælge om du vil have en hurtig rundvisning (den store lyesblå knap) eller starte med at oprette din blog. Der findes masser af beskrivelser af hvordan du gør, så herunder vil jeg begrænse mig til at nævne de ting, som jeg har oplevet, folk har problemer med:

Visningsnavnet: kommer til at stå under hver artikel som du skriver, som en slags underskrift eller afsender.

Bekræftelse af ord: Google har haft problemer med at robot programmer automatisk oprettede en masse blogs, og derfor skal man nu indtaste de bogstaver der står på billedet, fordi robotterne ikke er så gode til at læse billeder. - Det er så at sige et forsøg på at holde robotprogrammer ude!

Servicevilkårene: Behøver du ikke læse; det er en lang kedelig smøre som på ingen måde forpligter til andet end at Google kan lukke bloggen, hvis du bruger den til porno eller lignende.

Blog titel: Er den titel, som vil komme til at stå øverst på bloggen. - Som forklarer forbipasserende surfere, om bloggens emne er interessant eller ej.

Blogadressen/url: - Er den adresse som folk skal huske, hvis de skal kunne gå ind på din blog. Min url er f.eks. indspark.blogspot.com, som du kan se i adresselinien herover.

Tryk så fortsæt, og nu kan du så skrive din første artikel!

torsdag, februar 07, 2008

En gratis email adresse

De fleste ved nok at Ofir, Jubii, Yahoo og hotmail udbyder gratis email adresser, og når nu to af dem er på dansk, kunne man med rette spørge hvad Googles emailservice skal gøre godt for.

For et par år siden, hvor googles mailservice (herefter kaldet gmail) var ny, var det store salgsargument at man fik 1000 megabytes (MB) til sin mailbox. - På samme tidspunkt havde yahoo og de fleste andre mailservices en begrænsning på mellem 4 og 20 MB. Idag er markedet noget mere broget: Ofir tillader 25 MB, Jubii - 300 MB, Hotmail - 5000 MB og Gmail - 6397 MB men den stiger konstant og endelig er der Yahoo som tilbyder "uendelig" meget plads. 25 MB plads er i underkanten til et moderne email forbrug - når der gerne skal være plads til billeder og andre vedhæftede filer, men Ofir vil da gerne sælge dig noget mere plads!

Yahoo har altså 2 fordele: det er på dansk og du har uendelig meget plads, men Gmail fås også på dansk, og jeg tror ikke at du nogensinde vil støde på Googles loft, som mens jeg skrev denne artikel, er steget med 0,5 MB. Men en email med denne artikel ville sikkert højst fylde en tiendedel af den halve megabyte.

Det bedste salgsargument for Gmail, er dog alle de gratis services som du får med. En dybere gennemgang, er der ikke plads til her, men jeg synes dog jeg vil nævne dem jeg er gladest for: picasaweb.google.com, www.blogger.com, docs.google.com og igoogle.com og så er der mulighed for at gemme sine favoritter på nettet, men toolbar.google.com kan også varmt anbefales.